Mere end ord

Psykisk syg og helt normal

De sidste fire år har debatten om psykisk sygdom spillet en stor rolle i mit liv. Jeg kæmper for en afstigmatisering af emnet og drømmer om en verden, hvor psykiske udfordringer i højere grad ses som en naturlig del af livet. Jeg har i den forbindelse både skrevet og deltaget i artikler og TV om emnet.

Læs om min sygdom

Du kan læse om hvordan jeg blev syg, i artiklen Det er ikke min skyld at jeg ryster, Politiken, 1. oktober 2014.

Du kan læse om min behandling i psykiatrien her: Toårig intens indsats hjælper psykisk syge unge, Politiken, 11. juli 2016.

Du kan læse mere om mit sygdomsforløb i dette interview, givet i forbindelse med udgivelsen af min debutroman “FILTERLØS” her: “Anna Arendse lider af skizotypi: Jeg er syg i hovedet, men også helt normal”, ALT.dk, 16.8.2018

Du kan læse mig fortælle om, hvordan det er at være psykisk syg og inkarneret festivalgænger her: “Psykisk sårbar på Roskilde: Hvordan lærer man sig selv, at det er okay at afbryde festen, når den har varet for længe?” Politiken, 3.7.2018

I nedenstående video kan du høre mig fortælle, om min oplevelse med at date som psykisk syg:

TV2 ECHO, august 2018

Spørg mig om alt

I 2016 var jeg gæst i DR3-programmet “Spørg mig om alt” under overskriften “Syg i hovedet”. “Spørg mig om alt” er et live samtaleprogram hvor seerne kan stille hovedpersonen direkte spørgsmål via telefon eller de sociale medier. Min motivation for at deltage i programmet var, at jeg mente det var en god mulighed for at komme ud med mit budskab til en bredere og yngre målgruppe. Øverst her på siden kan du se traileren. Du kan læse om min deltagelse i programmet her: Anna er psykisk syg men også helt normal DR, Lev nu, 11. oktober 2016.

Selve programmet ligger ikke online mere, men er du universitetsstuderende eller har du på anden måde adgang til Det Kgl. Biblioteks digitale samling Mediastream, ligger programmet arkiveret her.

 

Oftest stillede spørgsmål

Her kan du finde svar på de oftest stillede spørgsmål:

 

  • Hvad fejler du?

Jeg fik i 2013 stillet diagnosen skitzotypisk sindslidelse. Det er en psykisk sygdom karakteriseret ved symptomer som ruminationer, ekscentrisk udtryk og adfærd, magisk tænkning og mikropsykotiske oplevelser – altså kortvarige vrangforestillinger. Selv har jeg været særligt plaget af netop ruminationerne, mange bekymringer og en stor angst for ikke at slå til.

 

  • Hvordan har du det idag?

Jeg har det godt, tak. Jeg er stadig til tider plaget af min sygdom, men jeg har lært meget af min behandling og er blevet god til at række ud efter mine pårørende når det bliver svært. Jeg ser ikke længere mig selv som syg, men sygdommen som en præmis i mit liv – en del af min personlighed, om man vil.

 

  • Hvorfor tror du så mange mennesker er plaget af psykiske lidelser?

Der er ingen tvivl om at psykisk helbred spiller en større rolle i dagens debat om sundhed – at det er et mindre tabubelagt emne, og at flere derfor henvender sig til psykiatrien og bliver diagnosticeret. For mig at se, er dette en positiv udvikling. Derudover mener jeg at vi har en forbrugskultur og et fokus på digital iscenesættelse, der kan være skadeligt for de psykisk sårbare. Vi har et uddannelsessystem som presser folk til at løbe hurtigere og hurtigere, til de tyndhudede går i knæ og de sårbare falder. En fordelingspolitik der lærer os at mistænkeliggøre alle på overførselsindkomster. Og desværre også et alt for underbemidlet og alt for uigennemsigtigt psykiatrisk system, der gør det svært for folk at vide hvor de skal henvende sig. Vi skal have flere tilbud til de unge, der er for raske til psykiatrien, men stadig kæmper med psykiske udfordringer og vi skal have en større mobilitet, så de psykiatriske tilbud ikke kun centraliserer sig omkring storbyerne. Sidst men ikke mindst skal vi have en værdig debat omkring psykisk sygdom. Det kræver at medierne fokuserer mindre på de negative historier (tvang i psykiatrien, psykisk syge kriminelle) og mere på de positive (behandling og helbredelse). Landsindsatsen EN AF OS laver et værdifuldt og beundringsværdigt stykke arbejde i den forbindelse – men jeg mener også, at det er nødvendigt for afstigmatiseringen at flere syge står frem og fortæller deres individuelle historie. Det er bla. grunden til at jeg selv valgte at stå frem med min.

 

  • Jeg har det selv skidt – hvor skal jeg søge hjælp?

Er dine psykiske problemer akutte, og går du med selvmordstanker, skal du ringe til Livslinjen på telefon 70 201 201. Ellers vil jeg opfordre dig til at kontakte SINDS landsdækkende rådgivning for psykisk sårbare og pårørende. Derudover er mit bedste råd altid at tale med dine nærmeste om dine problemer; en ven, en kæreste eller et familiemedlem du stoler på – det sværeste er altid at sige det højt første gang, men de vil kunne hjælpe dig videre på dit næste skridt mod bedring.